Det var lørdag aften. Jeg sad i opholdsstuen på Heilpraktikerskolen i Fangel - dengang skolen holdt til i en landejendom i den lille landsby, lidt syd for Odense.
Vi skriver 2005. Jeg var studerende på heilpraktikeruddannelsen. Og jeg var lige ved at gøre mig klar til at gå tidligt til ro, da jeg hørte trin på trappen. Et øjeblik efter dukkede Sonny Bleibach, den daværende leder af skolen, op i døråbningen. Han ville gerne fortælle mig om en idé, han havde.
En halv time efter var han gået igen. Og jeg kunne godt glemme alt om at falde tidligt i søvn den aften. Bleibach havde været leder af Heilpraktikerskolen i 20 år. Og nu syntes han, at min hustru, Anna Iben, og jeg skulle overtage skolen efter ham ...
Dén havde jeg ikke lige set komme.
Skoleleder og studerende
På det tidspunkt var der endnu et lille år til, jeg selv var færdiguddannet. Et halvt år forinden var jeg blevet far til dreng nummer tre. Og ved siden af studierne knoklede jeg som projektleder i en international IT-virksomhed. Ikke ligefrem den bedste timing, hvis jeg skulle til at springe ud som selvstændig.
Og så har jeg ikke nævnt, at Anna Iben var i gang med sidste del af sin uddannelse til praktiserende læge. Et forløb med både natte- og døgnvagter og de logistiske udfordringer, det gav for en småbørnsfamilie som vores.
Men jeg vidste også godt, at Bleibach havde givet mig et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Og Anna Iben havde det på samme måde, da jeg ringede hjem.
En drøm, der blev mulig
Du kender det sikkert også selv. Al fornuft siger Nej, gør det ikke. For hvad vidste vi om at drive virksomhed? Hvordan skulle vi finde tiden til det? Hvad ville det betyde for vores familie og venner, hvis vi skulle arbejde hver eneste weekend? Og ... og ... og ...
Men inden i er der også en rolig kerne, som siger Ja, selvfølgelig, gør det nu bare. Det er det rigtige.
Allerede kort tid efter, at Anna Iben og jeg havde lært hinanden at kende, havde vi snakket om, at vi en dag gerne ville have vores eget sted. Et sted, hvor folk kunne komme og møde ligesindede og lære om sundhed og den slags.
Og nu var muligheden der. Foræret på et sølvfad.
Ni måneder senere kunne vi byde velkommen til vores første hold i Bjerringbro. En måned inden jeg selv skulle til den afsluttende heilpraktikereksamen i Tyskland. Og resten er historie, kunne man fristes til at sige.
Ikke uden udfordringer
Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Og jeg indrømmer gerne, at hvis vi havde vidst, hvad vi sagde ja til, så er det ikke sikkert, at vi havde gjort det. For udfordringerne har været til at få øje på.
Men selv om vi i perioder har knoklet og slidt på både ægteskab, familie og helbred, så ville vi heller ikke have undværet det. For vi kan også se tilbage på utallige stjernestunder sammen med alle vores studerende og kursister. Og hvor ellers har vi mulighed for at være sammen med så stor og dejlig en forsamling af ligesindede sjæle?
Desuden står vi i dag med en uddannelse, som ikke findes magen til i Danmark. Heilpraktikeruddannelsen har altid været en solid uddannelse med fundamentet og traditionen i orden. Ellers ville den ikke have været her siden 1981. Men i de sidste år, inden vi overtog, var tiden måske også ved at løbe fra den. Og det var helt rigtigt set af Bleibach at give stafetten videre.
Stort behov for alternative behandlere
Hvis du har fulgt os, siden vi overtog skolen, ved du, at vi har lavet mange justeringer. De fleste af de ideer, vi har haft til forbedringer på uddannelsen, har vi faktisk ført ud i livet i dag. Og det er vi ikke kun stolte af. Der er også et stort behov for skoler som denne.
For prøv at kigge dig omkring. Behovet for kvalificerede og professionelle alternative og komplementære behandlere har vel aldrig været større?
Og det er jo det, der i sidste ende driver os. Et ønske om at gøre behandlere i Danmark bedre. Uanset om det drejer sig om heilpraktikeruddannelsen eller vores opdaterings- og efteruddannelseskurser til dem, der allerede er behandlere.
Læs mere om uddannelsen her